Gå videre til hovedindholdet

Slut på Sano

4  uger er gennemført. Sikke en rejse.

Til slutsamtalen i går hos fysioterapeuten sprang vi afsluttende test over. Der var ingen grund til at måle min fysiske form. Det er nemlig slet ikke den, der har rykket sig. Måske tvært i mod. Min krop har den seneste uge vist sig fra den værste side. Et tordenvejr har buldret igennem min krop og alle  led har gjort vanvittige ondt. Det gør de stadig.

Mine mål med opholdet blev gennemgået til en afsluttende samtale med ergoterapeuten. Det var en samtale, hvor jeg næsten følte en vis forlegenhed ved at måtte skyde ballonerne ned. Nej, jeg har ikke lettere ved at lave mad, nej jeg kan ikke lettere komme ud af døren med mine børn osv.

Alt i alt ret nedslående. Og så alligevel ikke.

De fire uger væk hjemmefra har nemlig tegnet et klart billede af, at jeg har levet et liv i allerhøjeste alarmberedskab. Udløst af nogle forfærdelige omstændigheder, der ramte mig for halvandet år siden. En person der stod mig meget nært bedrog mig, så mit liv gik i stykker. Jeg blev holdt skakmat og har levet under forhold, der er et krigstraume værdigt. Angst, vrede, sorg, usikkerhed og tvivl.

Disse omstændigheder er benzin på bålet, når man har en kronisk sygdom. Inflammation og smerter har fri leg, når adrenalinen farer rundt i kroppen. Når hjertet slår for hurtigt og sindet er i konstant oprør. Omstændighederne har ikke gjort mig syg, for det har jeg været i 33 år, men det har gjort situationen værre.

Det Sano gav mig var muligheden for at komme væk hjemme fra i 4 uger. Det lod mig se min dagligdag fra afstand. Jeg havde tid til at mærke efter i min krop. Jeg mærkede, hvilke tanker, der drænede mig, og hvilke tanker, der gav mig energi og en tro på fremtiden.

Jeg nåede ikke at rykke mig fysisk, men jeg nåede at få rettet op på fundamentet, så der er plads til at rykke sig fremover. Jeg fik en indsigt, og den gik helt ind i hjertet.

En erkendelse af at jeg er i krise. Det er jeg sådan set på de fleste punkter i mit liv. På nær børnefronten. De unger er i tip top form, og jeg er svært stolt af dem. De har ikke haft det let med denne her mor, men de er stærke. De udviser overskud og så har de en næstekærlighed og klogskab i sig, så jeg nogle gange tænker, at det er for godt til at være sandt. Det peger selvfølgelig tilbage på mig, og jeg er også stolt af mig selv. Midt i kaos har jeg alligevel formået at få hverdagen til at fungere for to børn.

Planen fremover er at forfølge de mål, som jeg satte på Sano. Jeg skal kunne komme på udflugter med mine børn, og jeg skal have energi til at lave god og sund mad. Jeg har allerede fået kontakt til en ergoterapeut på kommunen. På et tidspunkt kommer hun på hjemmebesøg. Så finder vi ud af, hvad der skal til for at lette min hverdag.

Et andet mål er, at jeg selvfølgelig taber mig og får passet min træning, så min krop har de bedste forudsætninger, når den er i udu. Der er allerede bestilt tid til fysioterapeut, så jeg kan komme videre med træning og øvelser under kyndig rådgivning.

Psykisk skal jeg passe bedre på mig selv, og jeg skal finde noget, der interesserer mig. Noget jeg brænder for. Det bliver, hvis alt går efter planen, uddannelse. Jeg har allerede søgt om optagelse på Administrationsbachelor. Om en måneds tid finder jeg ud af, om der er plads. Med de rigtige hjælpemidler og psykisk og fysisk overskud, så tror jeg på, at jeg kan få det til at fungere.

Jeg er fyldt med håb og troen på en lys fremtid. Krisen skal rides af. Lige nu blæser vindene voldsomt, men det lander. Og vi lander som familie et sted med ro og harmoni.

Så jeg har forladt Sano med en stor taknemlighed. Jeg har mødt nogle kloge mennesker. Både mine behandlere og undervisere, men også mine medpatienter. De har alle hjulpet mig på vej.









Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dag 0 på Sano

Efter en urolig nat, hvor  jeg gentagne gange vågnede med tanken "husk oplader, husk ørepropper...", så gik dagen i gang. Viola brød sammen fra morgenstunden. Der er ingen tvivl om, at det er ganske skrækkeligt, at mor skal være væk hjemmefra så længe.

Vi fik lavet en kalender, hvor hun hver dag streger ud. Dage med besøg er pyntet med et lille hjerte. Dage, hvor jeg er på orlov hjemme, er pyntet med et stort hjerte. Det hjalp meget at få det illustreret.

Dagen gik med en følelse af rastløshed og tristhed. Jeg har glædet mig meget til dagen, men det er svært at forlade hjemmet. Måske havde det været lettere, hvis målet for fraværet var en uge sydpå med all inclusive. Jeg ved, at der venter mig hårdt arbejde. Udover mine grænser skal rykkes fysisk, så vil det også være en øjenåbner for, hvor begrænset jeg er blevet fysisk.

Det bliver et ophold med undervisning i smerter. Tre moduler, der dækker over: "Hvad er smerte", "At leve med smerte" og "smerte…

Dag 1 på Sano

Første nat blev fuldført uden at falde ud af smal seng og jeg huskede morgenkåbe, da jeg i nattens løb famlede mig vej ud på gangen for at finde toilet. Fik sovet ganske fint med tanke på, at det var første nat nyt sted.

Første aktivitet på programmet var "Kom godt i gang". En fysioterapeut førte os igennem en let gymnastik mens anlægget spillede en hyggelig vise fra da far var dreng. Dejligt at få rørt kroppen og fantastisk positiv fysioterapeut. Vi blev opfordret til at deltage i 20 minutters morgengymnastik dagligt. Det vil jeg helt klart følge op på.

Derefter var der formiddagsmad. På Sano får vi 6 måltider om dagen. Sat sammen efter sundhedsstyrelsens anbefalinger. Jeg føler ikke, jeg bestiller andet end at spise (ja, jeg klager ikke..).


Efter frokost havde jeg en aftale med min faste kontakt fysioterapeut. Vi fik talt om, hvor mine udfordringer er, hvilket mål jeg har. Derefter målte hun, hvor langt jeg kunne gå på 6 minutter. Jeg klarede 450 meter.
En anden øvelse …